densandeblog

Etiopien, Afrika

Tag: Oromia

Dag 2 – Kulu Gabriel

Vi startede dagen ud med hvad jeg efterhånden vurderer er en klasisk morgenmad på afrikanske budget-hoteller: Kridhvidt brød og en valgfri tilberedning af æg – omelet i vores tilfælde. Herefter gik turen til Dire Dawas busstation – en støvet plads hvor minibusserne kortvarigt holder ind på opfordring. Måden hvorpå man finder sin bus er ganske enkelt at råbe sin ønskede destination til de passerende “busser”, hvorefter de holder ind hvis du er heldig. For vores vedkommende blev der altså råbt Kulubi, og efter et par forsøg lykkedes det at fange et køretøj.

Hvor mange mennesker kan man klemme ind i en minibus? Indtil videre er vores rekord 22 (31/12). Det er ikke just komfortabelt, men når man har spist sin tudekiks (skal selv medbringes), er der unikke oplevelser at hente    – og så til de lokales priser.

Kulubi er en landsby ca. 50 km udenfor Dire Dawa, som kejser Ras Makonnen  valgte at velsigne med opførslen af en kirke til ærkeenglen Gabriel, i anledning af at have smidt de italienske kolonister på porten i 1896. Kirken bliver nu besøgt to gange årligt af titusindevis af pilgrimme fra hele landet. Begivenheden kaldes Kulu Gabriel, og falder altid d. 28. december.

To kilometer før vi nåede byen blev køen af lastbiler, turbusser og minivans for stillestående, og vi betalte vores chauffør, hvorefter vi hoppede af og fortsatte til fods. Jo tættere vi nærmede os byen, des tydeligere blev det at der var noget stort i gang her. Tænk kristen Roskilde festival på en afrikansk bjergtop, med store anlæg monteret på biltage, boder med mad og merchandise, og en overflod af mennesker. Da vi nåede den lange trappe op til kirken kom der lidt mere ro på, og mange af pilgrimmene iførte sig hvide tørklæder. Enkelte valgte at forcere trappen på knæ i bøn til de højere kristne magter.

Kirken var smuk (billeder siger mere end ord) og ceremonien var meget stemningsfuld, navnlig på grund af den skiftende messen mellem præst og menighed. Det hele toppedes af en hvid due, der flakkede rundt under kirkeloftet som et symbol på fred. Alt i alt en rimelig unik oplevelse.

Efter nogle timer vendte vi igen næsen mod Dire Dawa, hvor resten af dagen gik med at planlægge og booke hoteller samt transport til vores videre rejse. Vi har besluttet os for at vandre fra Simien Nationalpark til klippekirkerne i Lalibela, en tur på omkring 200 km fordelt på 17 dage. Og med start d. 1/1 kan man næppe fejre nytåret bedre. Denne beslutning har krævet en del omplanlægning, men man må vel være fleksibel.

Alt for nu

Dag 1 – Dire Dawa (ድሬዳዋ)

Dag 1: Dire Dawa

Vores hotel ligger i udkanten af Dire Dawa. Den østlige del af landet, hvor vi er nu, er også generelt den goldeste. Det kan blandt andet opleves på den udtørrede flod, som løber midt igennem byen.

Efter at være ankommet til Bole airport, Addis Ababa, kl. 06.30 havde vi nogle udfordringer med at skaffe boardingpas til vores indenrigsfly til Dire Dawa. Før at gøre en lang historie kort: stol aldrig på internetforbindelse i Østafrika, download eller print for guds skyld alt på forhånd.

Det lykkedes imidlertid, og efter en samlet rejse på 17 timer og 6 security checks stod vi kl. 12 i Dire Dawa, en grøn, men tør oase på Afrikas Horns savanne/ørken. Vi fik et lift fra lufthavnen ind til vores hotel i byen af en herre i en ældre lyseblå peugot . Efter at have brugt lidt tid på at minde receptionen om at vi rent faktisk havde en reservation, fik vi relativt smertefrit udleveret nøglen.

Ældre lyseblå peugot og bajaj (passagerknallert) i Dire Dawas grønne gader.

Dagen er gået med at komme på plads i det nye land, og spadsere rundt i Dire Dawas centrum. Byen, der ligger omkring 400 km øst for Addis Ababa, er hjemsted for godt 600.000 mennesker, men har trods det en ufattelig rolig atmosfære over sig. Måske har det noget at gøre med de talrige mænd og kvinder, der sidder i gaderne med gummerne fulde af chat, et euforiserende blad folk på disse kanter ynder at tygge på.

Vi planlægger på den videre tur, og er i en aktiv korrespondance med en gut ved navn Shif, som har et internationalt ry når det kommer til at planlægge trekkingture i Simien-bjergene (900 km nord for Addis). Lige nu står valget mellem en tur på syv eller 17 dage. Vi hælder til den sidste mulighed, som selvsagt kommer til at fylde en del af vores 24-dages rejse hernede. Mere om det senere.

Vi har også ramt sprogbarrieren, som kan være noget vanskelig at arbejde med. Da hver samtale er en kamp, har vi indset at vi må forsøge at lære at begå os på Amharisk, et sprog som på en skala fra 1 til finsk går direkte efter topkaraktererne.

Det var så også alt for nu.

 

Koka er den selvsamme som altid

 

De fleste aviser er  ejet af regeringen. Der er desuden også bevæbnede soldater på mange gadehjørner, og adskillige pickups med soldater på ladet. Regeringen vil gerne tages alvorligt, og det er muligvis grundet en frygt for at Etiopien gennem politisk ustabilitet, bliver mere som nabolandene Somalia, Sudan og Eritrea. 

 

© 2019 densandeblog

Tema af Anders NorenOp ↑