densandeblog

Etiopien, Afrika

Tag: Guesthouse

Dag 5 – Gonder (ጎንደር)

Alarmen ringer kl. 5 efter 3,5 times søvn, og vi skal på farten igen. Addis var bare et stop for natten, nu hedder målet Gonder, hvor vi skal mødes med Shif, manden vi har korresponderet om vandretur med over de sidste par uger. Hvis vi er enige om alt, iværksættes vandreturen i morgen, d. 1. januar 2018.

Vi købte  flybiletterne kontakt, og efter et mindre cirkus med lukkede gates og ventelister, sad vi på propelflyveren lidt over 8. I Gonder fandt vi vores Airb’n’b guesthouse, denne gang kunne chaufføren godt selv.

Vi brugte tiden på at se på kirker og borge – mere om det en anden gang.

Mødet med Shif gik efter bogen, selvom han fortalte os at han kun havde taget turen to gange i løbet af sin 16-årige karriere. Vi skal ud og banke støvet af stierne. Ydermere fik vi denne ruteplan.

Turen går over landets højeste tinde Ras Dejen, ned i lavlandet, krydser landets næststørste flod, kun overgået af den blå nil, og ender sidst i Lalibela, klippekirkerne de kalder verdens ottende vidunder.

Afgang kl. 10 i morgen, og så bliver der nok stille på bloggen en dag eller 16. Vi forventer at færdiggøre lidt hurtigere end 17 dage, så nu må vi se.

Godnat og på gensyn!

 

Dag 4 – fra bustur til roadtrip

Det eneste jeg lige akkurat er i stand til at tyde på denne busbillet er mit eget navn. Og det blev jeg nødt til selv at skrive.

500 km ubesværet bustur på 9 timer. Hvad tror du selv makker? Det her er Etiopien!

Dagen startede sådan set fint ud – vi stod op kl. 4 og gik ned til busholdepladsen så vi kunne nå afgangen kl. 5. Billetkontrol, bagagen op på taget og ind for at finde en plads. Så langt så godt. Klokken nåede imidlertid at blive 6.30 før bussen var fyldt og vi kunne køre.

Kl. 10 vågner jeg fra min formiddagslur ved at bussen er stoppet i en lille flække et sted på vejen. Der er kun én asfalteret hovedvej mellem Harar og Addis Ababa. Pausen bliver længere, folk forlader bussen for at gå ud i solen. Motorrummet ved siden af førersædet bliver åbnet og en mekaniker kommer forbi, ser lidt på maskinen og går så igen. Alt foregår på Harari, vi fatter intet, regeringen kunne være blevet væltet, og vi ville ikke ane noget om det. Efter en time forlader alle bussen og vi følger med. Vi får mimet os frem til at bussen er brudt sammen og får refunderet vores biletter.

For tidlig endestation.

Skidegodt, klokken er lidt i middag, vi aner ikke hvor vi er, engelsk er en mangelvare og alle vil til Addis. Så vi gør det eneste vi har lært: Stiller os ud til vejen og råber “Addis Ababa”, mens vi vifter med armene. Og her bliver den hvide mands privilegie relevant, for der går ikke mere end 20 minutter før en chauffør forbarmer sig over os, og vi sidder i en proppet minibus med retning vestpå.

Herfra gik turen støt fremad, og efter et par andre hændelser vi heller ikke fattede en brik af, der blandt andet medførte endnu et køretøjsskift i Nazret, ankom vi til sidst til Addis kl. 21 efter 16 timer på farten. Herfra gik vi lidt, indtil vi fandt en taxachauffør som vi med møje og besvær fik guidet hen til et guesthouse vi havde læst om.

En burger og et ATM-besøg senere var den dag også slut. Og sådan blev en 9 timers bustur til et 16 timers roadtrip.

Notér dig de plastikovertrukne stole, malingspletterne på bordet og panoramavinduet på 5. sal. Også burgeren var helt galt på den. Løsningen var et ligeså syret billede.

Dag 3 – Harar (ሐረር)

Etiopisk morgenmadsbuffet denne gang – en sand fornøjelse til forskel fra æg og hvidt blødt brød. Etiopisk mad består primært af gryderetter, der spises med en hammerlækker surdejspandekage (Injera) til, som man river små stykker af til at tage maden med. Man spiser kun med højre hånd, da venstre er til hygiejnebrug.

På minibussen endnu en gang, denne gang med en flok chattyggende unge mænd – meget snaksalige, indenfor rammerne af hvad vores to forskellige sprog kunne.

Den 1,5 time lange tur gik til Harar, en 1100 år gammel befæstet by, der dels er på UNESCOs verdensarvsliste, og dels er den fjerdehelligste by i Islam efter Mekka, Jerusalem og Medina. Det ses blandt andet på byens 110 moskeer – hvoraf de fleste ligger indenfor et område på en kilometer gange en halv. Vi fandt et guesthouse hos nogle lokale, som jævnligt lukker vestlige turister ind i deres hjem. En tolerance og gæstfrihed, der er Harars afgørende kendetegn. De skaffede os en guide ved navn Abdul, en ældre herre der efter at have levet hele sit liv i Harar, kendte hver en afkrog af byen og folk på ethvert gadehjørne.

 

Rewda guesthouse – vores hjem i et lille døgn.

I selv den mindste gyde finder man sjippende, fodboldspillende og grinende børn

Efter en kort pause fra 17 til 18, hvor vi fandt en netcafé og endegyldigt betalte vores vandretur, tog vi et par kilometer ud fra byen til hyænefodring – et århundreder gammelt ritual, hvor Harari’erne (og nu turister i læssevis) fodrer hyænerne, Afrikas næststørste rovdyr, på helt nært hold. Dyrene trækker derefter ind i byen et 1-2 timer før midnat og overtager gaderne for at finde mad iblandt skraldet. I skrivende stund ligger jeg og lytter til deres tuden – og det er rimelig eksotisk, skal jeg selv sige det.

 

En kort fornøjelse blev Harar dog, da vi tager tilbage mod Addis Ababa i morgen tidlig, denne gang med offentlig bus – en ca. 450 km lang tur, der varer 9-10 timer og koster 180birr pr. mand, svarende til ca. 42 kr.

 

Harari’erne gør en stor dyd ud af at vise tolerance ved bla. at fodre dyrene. I dette tilfælde gjorde det slagterens arbejde en del hårdere. For at afklare er det Axel, og ikke Harari-slagteren der fodrer rovfuglen.

Vi mødte bla. kafferistere, møllere, bagere, smede, kurveflettere, syersker og slagtere.

Og så godnat.

© 2019 densandeblog

Tema af Anders NorenOp ↑