Dag 1: Dire Dawa

Vores hotel ligger i udkanten af Dire Dawa. Den østlige del af landet, hvor vi er nu, er også generelt den goldeste. Det kan blandt andet opleves på den udtørrede flod, som løber midt igennem byen.

Efter at være ankommet til Bole airport, Addis Ababa, kl. 06.30 havde vi nogle udfordringer med at skaffe boardingpas til vores indenrigsfly til Dire Dawa. Før at gøre en lang historie kort: stol aldrig på internetforbindelse i Østafrika, download eller print for guds skyld alt på forhånd.

Det lykkedes imidlertid, og efter en samlet rejse på 17 timer og 6 security checks stod vi kl. 12 i Dire Dawa, en grøn, men tør oase på Afrikas Horns savanne/ørken. Vi fik et lift fra lufthavnen ind til vores hotel i byen af en herre i en ældre lyseblå peugot . Efter at have brugt lidt tid på at minde receptionen om at vi rent faktisk havde en reservation, fik vi relativt smertefrit udleveret nøglen.

Ældre lyseblå peugot og bajaj (passagerknallert) i Dire Dawas grønne gader.

Dagen er gået med at komme på plads i det nye land, og spadsere rundt i Dire Dawas centrum. Byen, der ligger omkring 400 km øst for Addis Ababa, er hjemsted for godt 600.000 mennesker, men har trods det en ufattelig rolig atmosfære over sig. Måske har det noget at gøre med de talrige mænd og kvinder, der sidder i gaderne med gummerne fulde af chat, et euforiserende blad folk på disse kanter ynder at tygge på.

Vi planlægger på den videre tur, og er i en aktiv korrespondance med en gut ved navn Shif, som har et internationalt ry når det kommer til at planlægge trekkingture i Simien-bjergene (900 km nord for Addis). Lige nu står valget mellem en tur på syv eller 17 dage. Vi hælder til den sidste mulighed, som selvsagt kommer til at fylde en del af vores 24-dages rejse hernede. Mere om det senere.

Vi har også ramt sprogbarrieren, som kan være noget vanskelig at arbejde med. Da hver samtale er en kamp, har vi indset at vi må forsøge at lære at begå os på Amharisk, et sprog som på en skala fra 1 til finsk går direkte efter topkaraktererne.

Det var så også alt for nu.

 

Koka er den selvsamme som altid

 

De fleste aviser er  ejet af regeringen. Der er desuden også bevæbnede soldater på mange gadehjørner, og adskillige pickups med soldater på ladet. Regeringen vil gerne tages alvorligt, og det er muligvis grundet en frygt for at Etiopien gennem politisk ustabilitet, bliver mere som nabolandene Somalia, Sudan og Eritrea.