densandeblog

Etiopien, Afrika

Forfatter: densandejenner

Dag 6 til 20 – Simen Nationalpark til Lalibela

Vores guide Ami, på vej ind i en skov af Giant Lobeliaer, en plante der bliver 6-7 m høj og findes fra 3800 m over havoverfladen. 

Her følger en komprimeret beretning om vores 15-dages vandring i Etiopiens bjerge og savanner, af århundreder gamle stier på klippesider og langs udtørrede floder, med stop i landsbyer, på gårde og i midten af ingenting. Ikke mindst fulgte et væld af ganske unikke oplevelser af lokalkulturen.

Vores guide Ami, mener at turen er på 400 km. Vi tager dette med et gran salt og skyder på et sted omkring 325 km.

Dag 5 – Gonder (ጎንደር)

Alarmen ringer kl. 5 efter 3,5 times søvn, og vi skal på farten igen. Addis var bare et stop for natten, nu hedder målet Gonder, hvor vi skal mødes med Shif, manden vi har korresponderet om vandretur med over de sidste par uger. Hvis vi er enige om alt, iværksættes vandreturen i morgen, d. 1. januar 2018.

Vi købte  flybiletterne kontakt, og efter et mindre cirkus med lukkede gates og ventelister, sad vi på propelflyveren lidt over 8. I Gonder fandt vi vores Airb’n’b guesthouse, denne gang kunne chaufføren godt selv.

Vi brugte tiden på at se på kirker og borge – mere om det en anden gang.

Mødet med Shif gik efter bogen, selvom han fortalte os at han kun havde taget turen to gange i løbet af sin 16-årige karriere. Vi skal ud og banke støvet af stierne. Ydermere fik vi denne ruteplan.

Turen går over landets højeste tinde Ras Dejen, ned i lavlandet, krydser landets næststørste flod, kun overgået af den blå nil, og ender sidst i Lalibela, klippekirkerne de kalder verdens ottende vidunder.

Afgang kl. 10 i morgen, og så bliver der nok stille på bloggen en dag eller 16. Vi forventer at færdiggøre lidt hurtigere end 17 dage, så nu må vi se.

Godnat og på gensyn!

 

Dag 4 – fra bustur til roadtrip

Det eneste jeg lige akkurat er i stand til at tyde på denne busbillet er mit eget navn. Og det blev jeg nødt til selv at skrive.

500 km ubesværet bustur på 9 timer. Hvad tror du selv makker? Det her er Etiopien!

Dagen startede sådan set fint ud – vi stod op kl. 4 og gik ned til busholdepladsen så vi kunne nå afgangen kl. 5. Billetkontrol, bagagen op på taget og ind for at finde en plads. Så langt så godt. Klokken nåede imidlertid at blive 6.30 før bussen var fyldt og vi kunne køre.

Kl. 10 vågner jeg fra min formiddagslur ved at bussen er stoppet i en lille flække et sted på vejen. Der er kun én asfalteret hovedvej mellem Harar og Addis Ababa. Pausen bliver længere, folk forlader bussen for at gå ud i solen. Motorrummet ved siden af førersædet bliver åbnet og en mekaniker kommer forbi, ser lidt på maskinen og går så igen. Alt foregår på Harari, vi fatter intet, regeringen kunne være blevet væltet, og vi ville ikke ane noget om det. Efter en time forlader alle bussen og vi følger med. Vi får mimet os frem til at bussen er brudt sammen og får refunderet vores biletter.

For tidlig endestation.

Skidegodt, klokken er lidt i middag, vi aner ikke hvor vi er, engelsk er en mangelvare og alle vil til Addis. Så vi gør det eneste vi har lært: Stiller os ud til vejen og råber “Addis Ababa”, mens vi vifter med armene. Og her bliver den hvide mands privilegie relevant, for der går ikke mere end 20 minutter før en chauffør forbarmer sig over os, og vi sidder i en proppet minibus med retning vestpå.

Herfra gik turen støt fremad, og efter et par andre hændelser vi heller ikke fattede en brik af, der blandt andet medførte endnu et køretøjsskift i Nazret, ankom vi til sidst til Addis kl. 21 efter 16 timer på farten. Herfra gik vi lidt, indtil vi fandt en taxachauffør som vi med møje og besvær fik guidet hen til et guesthouse vi havde læst om.

En burger og et ATM-besøg senere var den dag også slut. Og sådan blev en 9 timers bustur til et 16 timers roadtrip.

Notér dig de plastikovertrukne stole, malingspletterne på bordet og panoramavinduet på 5. sal. Også burgeren var helt galt på den. Løsningen var et ligeså syret billede.

Dag 3 – Harar (ሐረር)

Etiopisk morgenmadsbuffet denne gang – en sand fornøjelse til forskel fra æg og hvidt blødt brød. Etiopisk mad består primært af gryderetter, der spises med en hammerlækker surdejspandekage (Injera) til, som man river små stykker af til at tage maden med. Man spiser kun med højre hånd, da venstre er til hygiejnebrug.

På minibussen endnu en gang, denne gang med en flok chattyggende unge mænd – meget snaksalige, indenfor rammerne af hvad vores to forskellige sprog kunne.

Den 1,5 time lange tur gik til Harar, en 1100 år gammel befæstet by, der dels er på UNESCOs verdensarvsliste, og dels er den fjerdehelligste by i Islam efter Mekka, Jerusalem og Medina. Det ses blandt andet på byens 110 moskeer – hvoraf de fleste ligger indenfor et område på en kilometer gange en halv. Vi fandt et guesthouse hos nogle lokale, som jævnligt lukker vestlige turister ind i deres hjem. En tolerance og gæstfrihed, der er Harars afgørende kendetegn. De skaffede os en guide ved navn Abdul, en ældre herre der efter at have levet hele sit liv i Harar, kendte hver en afkrog af byen og folk på ethvert gadehjørne.

 

Rewda guesthouse – vores hjem i et lille døgn.

I selv den mindste gyde finder man sjippende, fodboldspillende og grinende børn

Efter en kort pause fra 17 til 18, hvor vi fandt en netcafé og endegyldigt betalte vores vandretur, tog vi et par kilometer ud fra byen til hyænefodring – et århundreder gammelt ritual, hvor Harari’erne (og nu turister i læssevis) fodrer hyænerne, Afrikas næststørste rovdyr, på helt nært hold. Dyrene trækker derefter ind i byen et 1-2 timer før midnat og overtager gaderne for at finde mad iblandt skraldet. I skrivende stund ligger jeg og lytter til deres tuden – og det er rimelig eksotisk, skal jeg selv sige det.

 

En kort fornøjelse blev Harar dog, da vi tager tilbage mod Addis Ababa i morgen tidlig, denne gang med offentlig bus – en ca. 450 km lang tur, der varer 9-10 timer og koster 180birr pr. mand, svarende til ca. 42 kr.

 

Harari’erne gør en stor dyd ud af at vise tolerance ved bla. at fodre dyrene. I dette tilfælde gjorde det slagterens arbejde en del hårdere. For at afklare er det Axel, og ikke Harari-slagteren der fodrer rovfuglen.

Vi mødte bla. kafferistere, møllere, bagere, smede, kurveflettere, syersker og slagtere.

Og så godnat.

Dag 2 – Kulu Gabriel

Vi startede dagen ud med hvad jeg efterhånden vurderer er en klasisk morgenmad på afrikanske budget-hoteller: Kridhvidt brød og en valgfri tilberedning af æg – omelet i vores tilfælde. Herefter gik turen til Dire Dawas busstation – en støvet plads hvor minibusserne kortvarigt holder ind på opfordring. Måden hvorpå man finder sin bus er ganske enkelt at råbe sin ønskede destination til de passerende “busser”, hvorefter de holder ind hvis du er heldig. For vores vedkommende blev der altså råbt Kulubi, og efter et par forsøg lykkedes det at fange et køretøj.

Hvor mange mennesker kan man klemme ind i en minibus? Indtil videre er vores rekord 22 (31/12). Det er ikke just komfortabelt, men når man har spist sin tudekiks (skal selv medbringes), er der unikke oplevelser at hente    – og så til de lokales priser.

Kulubi er en landsby ca. 50 km udenfor Dire Dawa, som kejser Ras Makonnen  valgte at velsigne med opførslen af en kirke til ærkeenglen Gabriel, i anledning af at have smidt de italienske kolonister på porten i 1896. Kirken bliver nu besøgt to gange årligt af titusindevis af pilgrimme fra hele landet. Begivenheden kaldes Kulu Gabriel, og falder altid d. 28. december.

To kilometer før vi nåede byen blev køen af lastbiler, turbusser og minivans for stillestående, og vi betalte vores chauffør, hvorefter vi hoppede af og fortsatte til fods. Jo tættere vi nærmede os byen, des tydeligere blev det at der var noget stort i gang her. Tænk kristen Roskilde festival på en afrikansk bjergtop, med store anlæg monteret på biltage, boder med mad og merchandise, og en overflod af mennesker. Da vi nåede den lange trappe op til kirken kom der lidt mere ro på, og mange af pilgrimmene iførte sig hvide tørklæder. Enkelte valgte at forcere trappen på knæ i bøn til de højere kristne magter.

Kirken var smuk (billeder siger mere end ord) og ceremonien var meget stemningsfuld, navnlig på grund af den skiftende messen mellem præst og menighed. Det hele toppedes af en hvid due, der flakkede rundt under kirkeloftet som et symbol på fred. Alt i alt en rimelig unik oplevelse.

Efter nogle timer vendte vi igen næsen mod Dire Dawa, hvor resten af dagen gik med at planlægge og booke hoteller samt transport til vores videre rejse. Vi har besluttet os for at vandre fra Simien Nationalpark til klippekirkerne i Lalibela, en tur på omkring 200 km fordelt på 17 dage. Og med start d. 1/1 kan man næppe fejre nytåret bedre. Denne beslutning har krævet en del omplanlægning, men man må vel være fleksibel.

Alt for nu

Dag 1 – Dire Dawa (ድሬዳዋ)

Dag 1: Dire Dawa

Vores hotel ligger i udkanten af Dire Dawa. Den østlige del af landet, hvor vi er nu, er også generelt den goldeste. Det kan blandt andet opleves på den udtørrede flod, som løber midt igennem byen.

Efter at være ankommet til Bole airport, Addis Ababa, kl. 06.30 havde vi nogle udfordringer med at skaffe boardingpas til vores indenrigsfly til Dire Dawa. Før at gøre en lang historie kort: stol aldrig på internetforbindelse i Østafrika, download eller print for guds skyld alt på forhånd.

Det lykkedes imidlertid, og efter en samlet rejse på 17 timer og 6 security checks stod vi kl. 12 i Dire Dawa, en grøn, men tør oase på Afrikas Horns savanne/ørken. Vi fik et lift fra lufthavnen ind til vores hotel i byen af en herre i en ældre lyseblå peugot . Efter at have brugt lidt tid på at minde receptionen om at vi rent faktisk havde en reservation, fik vi relativt smertefrit udleveret nøglen.

Ældre lyseblå peugot og bajaj (passagerknallert) i Dire Dawas grønne gader.

Dagen er gået med at komme på plads i det nye land, og spadsere rundt i Dire Dawas centrum. Byen, der ligger omkring 400 km øst for Addis Ababa, er hjemsted for godt 600.000 mennesker, men har trods det en ufattelig rolig atmosfære over sig. Måske har det noget at gøre med de talrige mænd og kvinder, der sidder i gaderne med gummerne fulde af chat, et euforiserende blad folk på disse kanter ynder at tygge på.

Vi planlægger på den videre tur, og er i en aktiv korrespondance med en gut ved navn Shif, som har et internationalt ry når det kommer til at planlægge trekkingture i Simien-bjergene (900 km nord for Addis). Lige nu står valget mellem en tur på syv eller 17 dage. Vi hælder til den sidste mulighed, som selvsagt kommer til at fylde en del af vores 24-dages rejse hernede. Mere om det senere.

Vi har også ramt sprogbarrieren, som kan være noget vanskelig at arbejde med. Da hver samtale er en kamp, har vi indset at vi må forsøge at lære at begå os på Amharisk, et sprog som på en skala fra 1 til finsk går direkte efter topkaraktererne.

Det var så også alt for nu.

 

Koka er den selvsamme som altid

 

De fleste aviser er  ejet af regeringen. Der er desuden også bevæbnede soldater på mange gadehjørner, og adskillige pickups med soldater på ladet. Regeringen vil gerne tages alvorligt, og det er muligvis grundet en frygt for at Etiopien gennem politisk ustabilitet, bliver mere som nabolandene Somalia, Sudan og Eritrea. 

 

Dag 0 – Afgang fra Heathrow

Fra Kastrup til Heathrow gik efter bogen. Nu fortsætter vi med 7,5 times flyvetur til Bole Airport i Addis Ababa. Her vi tager et indenrigsfly til Dire Dawa, som ligger i den østlige del af landet, ca. 70-80 km fra grænsen til provinsen Somali.

Og med de ord er bloggen indviet, vi ses derude!

Gate B44, Heathrow lufthavn

Siden er oppe

Der kommer mere. Snart.

© 2019 densandeblog

Tema af Anders NorenOp ↑